Print

  
  
  
  
  
  
  
  
  
  



 

 

Mohammed Sabra åbnede sit rejsebureau få måneder efter han var fyldt 18 år, og han kan ikke forestille sig noget bedre end at være selvstændig:

 

”Jeg er rigtig glad for det. Jeg bestemmer selv hvornår og hvor meget jeg vil arbejde, og jeg bestemmer næsten også selv hvor meget jeg vil tjene”, siger Mohammed, mens han stråler af glæde og tilfredshed.

 

Mohammed har både kunder i telefonen, og kunder der kommer ind fra gaden og køber flybilletter. Bestillingen kan for eksempel lyde på billetter til mor, far og 2 børn der skal til Addis Ababa billigst muligt, nemmest muligt, og med så mange kilo bagage som muligt. Det med antal kilo er vigtigt for en familie, der skal have gaver med til familien i Etiopien eller Somalia, og have spændende varer med retur fra det afrikanske kontinent.

 

”Der er flyselskaber, der tillader op til 40 kilo pr. passagerer, og det betyder meget for mange af mine kunder”, siger Mohammed Sabra. ”Derfor skal jeg ofte finde mange alternative muligheder, inden kunden beslutter sig”.

 

Som officiel rejsearrangør har Mohammed koder, der giver adgang til mange flere oplysninger hos flyselskaberne end almindelige kunder, der selv køber flybilletter via internettet.

 

”Det er selvfølgelig en vigtig årsag til, at jeg kan finde de bedste og billigste billetter”, siger Mohammed.

Allerede som 16-årig solgte Mohammed rejser. Dengang arbejdede han i Bazar Rejser, som stadig eksisterer.

 

”Jeg var faktisk medejer, men det kunne jeg jo ikke være formelt, så længe jeg ikke var fyldt 18”, fortæller Mohammed.

 

Men drømmen om at blive selvstændig har altid været stærk hos Mohammed, så han var kun lige fyldt 18, da han åbnede Madina Rejser:

 

”Efter jeg havde afsluttet 9. klasse, begyndte jeg på elektronik-linjen på Teknisk Skole. Men jeg droppede ud, da jeg efter et halvt år skulle til eksamen. Jeg gad ikke gå i skole, og jeg ville meget hellere arbejde”.

 

Mohammed synes både det er sjovt at sælge rejser og lave regnskab, så han sparer en del af udgifterne til revisor, ved selv at ordne regnskab:

 

”Jeg hadede matematik i skolen, men det er noget helt andet at lave regnskab. Det kan jeg godt lide”, siger Mohammed.
 

Rejsebureau:

Salg af flybilletter og rejser til hele verden, især til Mellemøsten, Østafrika og Asien.

 

Indehaver:

Mohammed Sabra

 

Adresse:

A26, Madina Travel

Edwin Rahrs vej 32

8220 Brabrand

 

Telefon:

Telefon: 86 25 05 05

Mobil: 28 82 20 20

 

E-mail:

info@MadinaTravel.dk

 

Hjemmeside:

www.madinatravel.dk




Søgaard & Co. - Mere web for pengene