Print

  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  



 

 

Hamdan Restaurant er den første butik i Bazar Vest, der slår dørene op om morgenen. Kl. 6 åbner Alaa Mohammeds far restauranten, og så dukker der en gruppe pensionister op til kaffe, morgenmad og snak.

 

”Det er rigtigt fint, for min far vågner tidligt hver dag. Det gør de andre pensionister også, og ingen af dem kan alligevel sove mere, så de går herover og spiser og hygger sig sammen”, fortæller ejeren af Hamdan Restaurant, Alaa Mohammed.

 

Ved 11-tiden overtager Alaa butikken, og så går hans far hjem til en velfortjent middagssøvn. Resten af dagen sælger Alaa især falafel, humus med salat og auberginesalat. Men der er også majroer i rødbedesaft, ristede blomkål og bulgur blandet med oksekød, pinjekerner og løg – omkring 40 forskellige retter kan Hamdan Restaurant byde på.

 

Alaa Mohammed har arbejdet forskellige steder i Bazar Vest siden 1998, og i 2004 overtog han det sted, som kom til at hedde Hamdan Restaurant.

”Jeg opkaldte det efter min bror, som døde af kræft som 16-årig”, fortæller Alaa. ”Det er min måde at ære hans minde på”.

 

Alaa har altid drømt om at få sin egen forretning. Måske derfor var han lidt ligeglad med skolen, som han ikke fik meget ud af.

”Jeg fik godt nok 11 i dansk til eksamen i 9. klasse. Men alle de andre fag fik jeg 5 i. Det er lidt lige meget nu, bortset fra matematik. Jeg arbejdede nemlig som maskinarbejder hos DSB i halvandet år, men jeg kunne ikke komme i lære, fordi jeg ikke var særlig god til matematik. Det var ærgerligt, for jeg kunne rigtig godt lide at arbejde dér,” fortæller Alaa.

 

Alaa´s start i den danske folkeskole var heller ikke den nemmeste. Familien kom til Danmark som flygtninge i 1986, lige før Alaa fyldte 7 år.

 

”Og da jeg var 9 år kunne jeg stadig ikke snakke dansk”, husker Alaa.

Familien flygtede på grund af borgerkrigen i Libanon, men havde indtil boet i Baalbek i Bekaa-dalen omkring 80 kilometer fra Beirut. Der havde faderen en kiosk – ”en lille bitte butik på 2 kvm.”, siger Alaa – og den skaffede indtægten til familien.

 

Alaa er selvudlært kok gennem sit arbejde i forskellige restauranter i Bazar Vest.

 

”Jeg elsker at lave mad. Jeg laver af og til også mad til mig selv derhjemme. Min kone synes det er dumt, for hun vil gerne lave mad til mig, og hun synes jeg laver mad nok her i Hamdan Restaurant. Men jeg vil meget gerne selv”, siger Alaa Mohammed.
 

Morgencafé

Omkring 40 retter på spisekortet.

Bl.a. sambusa, foul, falafel, burgere, humus med salat, bulgur med oksekød, pinjekerner og løg, auberginesalat, majroer i rødbedesaft. 

 

Indehaver:

Alaa Mohammed

 

Adresse:

A23 & A31 

Hamdan Restaurant

Edwin Rahrs vej 32

8220 Brabrand

 

Telefon:

Mobil: 87 46 04 50




Søgaard & Co. - Mere web for pengene