Print

  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  



 

  

Den indiske restaurant Randhawa i Bazaren er et familieforetagende med moderen Amrik Kaur som formel chef og indehaver:

 

”Men vi er alle sammen med til at bestemme”, siger ægtemanden Hardu Singh. Med alle mener Hardu Singh også de tre børn, der hjælper til. To tvillingesønner på 25 år, den ene er buschauffør, den anden er medarbejder i Aldi i Rosenhøj i det sydlige Århus, samt datteren, som arbejder som social- og sundhedshjælper.

 

For det meste er det forældrene, der passer butikken. Amrik Kaur huserer i det lille køkken, og Hardu tager sig af kunderne. Sådan har de gjort, siden de overtog butikken for 6-7 år siden, da Amrik Kaur gerne ville have sin egen forretning. Hun er uddannet på restaurant i Indien, og havde således en god baggrund for at åbne en restaurant.

 

”Jeg havde ikke noget arbejde, og jeg oplevede ikke, at kommunen gjorde ret meget for at finde noget til mig”, siger Amrik Kaur. ”Men så fandt jeg det her sted, som de forrige lejere ville af med”.

 

Hardu Singh er 62 år gammel, og er førtidspensionist.

 

”Jeg har problemer med at huske, og jeg har ondt i mine ben”, siger han. ”Men jeg kan godt overkomme at hjælpe min kone og familie i restauranten”.

 

To unge mænd kommer og spørger efter en kop kaffe, og Singh slår over i sit eget sprog. Det viser sig, at de unge mænd er afghanere, men som Singh siger: ”Afghanere, pakistanere, indere, srilankanere – vi forstår hinanden lige så godt som danskere, nordmænd og svenskere gør”.

 

Ægteparret er som udgangspunkt godt tilfredse med at have Randhawa Indien i Bazar Vest. Men de lægger ikke skjul på, at de savner nogle flere danske kunder i bazaren.

 

”Det ville pynte på omsætningen”, som de siger.
 

Indisk spisested:

Speciale: Mange varme indiske retter, bl.a. chicken masala, linser (dal), menu samosa, æg med karry, aubergine mix samt blomkål med kartofler.

Alt serveres med indisk brød og salat.

 

Indehaver:

Amrik Kaur

 

Adresse:

A16 Randhawa Indien

Edwin Rahrs vej 32

8220 Brabrand

 

Telefon:

Tlf.: 86 18 39 18




Søgaard & Co. - Mere web for pengene